Corona har huseret i snart et år. I perioderne med nedlukning har internettet virkelig været under pres. Dette gælder her i Danmark, men også i mange andre lande på globalt plan.
Mere hjemmearbejde
En rigtig stor del af det arbejdende folk er begyndt at arbejde hjemme. Det betyder at møde og kommunikation generelt foregår online. Samtidig er mange skolebørn sendt hjem fra skole, ungdomsuddannelser og universiteter, og de må modtage undervisning online. Det betyder at forbruget i hverdagene nu ligger på et lige så højt niveau som i weekenderne.
Hos 3 mobil har de kunnet mærke en stigning i dataforbruget på deres mobile netværk, hvor forbruget i 2020 har slået alle rekorder, og er steget med 44% sammenlignet med 2019. Til trods for en større belastning, så har diverse netværk kunne holde til presset.
Giganterne oplever det samme
Giganterne på Internettet melder også om stor vækst. Det gælder især Netflix som har oplevet et boom i lande som Spanien, Italien og Frankrig hvor folk har været tvunget til at være hjemme stort set alle timer i døgnet. Det har bl.a. resulteret i at EU har opfordret Netflix til at sætte billedkvaliteten ned, så der ikke kommer nedbrud på internettet, hvilket Netflix har efterlevet.
Hos Facebook som ejer Whatsapp, Messenger og Facebook er mønstret det samme.
Kommer internettet i problemer?
Heldigvis er der ikke udsigt til dette i Danmark, hvor vi har gode netværk med en meget høj kapacitet. Her er netværkene vant til at forbruget er meget højere i weekenderne. Lige nu matcher hverdagene så weekendens forbrug, og det er ikke noget problem.
I andre lande hvor de har mobilnetværk som ikke er så moderne, der kan de komme i problemer. I Tyskland benytter 30 % af landets indbyggere stadigvæk 3G netværk, og lignende problemer findes i flere andre europæiske lande.